Historiske beretninger
og kort over det nuværende sommerhusområde.
Flygtningelejren ved Lyngs
af Poul Møller
Ved årsskiftet 1944 havde 2. verdenskrig raset i 4 år. I Danmark mærkede vi det kun som en tiltagende mangel på brændsel, tøj, bil- og cykeldæk og luksusprægede varer som kaffe, chokolade, bananer og tobak - samt som en manglende kontakt med venner og familie i den øvrige verden.
Alligevel havde vi en fornemmelse af alvoren ved den stigende forøgelse af antallet af tyske soldater, bygning af befæstningsanlæg og beslaglæggelse af bygninger til indkvartering af besættelsestropper og deres materiel, og ikke midst en frygt for en allieret landgang på den jyske vestkyst.
I foråret 1944 begyndte der at gå rygter om, at der skulle laves et eller andet i Jestrup. I den lille fyrreplantage helt ude ved Draget skulle der bygges og indrettes en lejr for den tyske værnemagt, og tirsdag den 10. april begyndte man på arbejdet.
En dansk entreprenør stod for arbejdet, der blev udført af danske arbejdere, vistnok i et tilpas langsomt tempo. Man var ikke alt for interesseret i, at det blev færdigt.
Lejren var delt op i 2 områder:
Det indre afsnit beboelsesområdet - afgrænsedes mod nord af Limfjordsvej mod syd af jernbanelinjen. Mod vest dannede vestkanten af plantagen afgrænsningen, og østpå strakte området sig ca. 300 meter til der, hvor de dyrkede marker begynder.
Man startede med at bygge nogle dækningsbunkers, der lå skjult i plantagen. De blev bygget af svære træstammer, der blev hentet i Refshedegårds skov i Ydby, der næsten blev ryddet i den anledning. Disse bjælkerum blev yderligere sikret ved, at man overdækkede dem med jord, så de lignede naturlige forhøjninger i terrænet. Sluttelig blev de beklædt med græstørv, som man afskar i fællesindhegningen på Lyngs Drag, kaldet »Draglukket«. På det flade land mod øst byggede man træbarakker på cementsokler.
Det ydre afsnit forsvarsområdet, strakte sig fra Hovedvejen i syd til Skibsted Fjord i nord; i vest fra det indhak, fjorden danner j Draglukket, og mod øst langs en nord-syd gående linie lidt øst for lejrens beboelsesområde.
Hovedforsvarslinien - kaldet pansergraven, var anlagt i en siksak formet linie. Fra Skibsted Fjord fulgte den Jestrup Bæks løb, men som det kan ses på kortet, en lille smule øst for denne, videre 75-100 meter vest om plantagen, afbrudt af jernbanelinien, og den endte ved hovedvejen.
Forterrænet 4-500 meter vest for pansergraven var delvis pigtrådsspærret. Nord for Lyngsvejen varindgravet et par bunkers i skrænten ud mod fjordengen. Disse var opbygget og sikret på samme måde som ovenfor nævnt. Den ene blev anvendt til stald for tyskernes egne heste, der anvendtes til lejrens interne trainkørsel.I den forbindelse stillede tyskerne krav om at måtte benytte smedien i Lyngs, den der lå i vejkrydset over-
for den gamle skole - nu forsamlingshuset. Der stillede så to soldater, ungarere og udlærte smede. De skulle sko tyskernes heste og reparere deres vogne.
Det var gamle ungarske arbejdsvogne med tremmesider , hvorfor de også var anvendelige som høhække til hestene. Disse smede ankom dog først i løbet af vinteren 1944-45, og reparationerne tog sin tid. De var nok mere interesserede i at smede, end i at være ude i lejren. Men de var dygtige og nåede at lave det meste af smedens forårsarbejde. der bestod i at sætte landmændenes markredskaber i stand, Smed Martin Andersen var imponeret over deres evne til at anvende gammelt jern.
Samtidig med etableringen af lejren blev der langs med vejen ind mod Lyngs og Hvidbjerg for hver 100 meter gravet skyttehuller, også dækket med planker og græstørv, På lejrens område lå en spejderhytte. og ejeren, Jens Albert Larsen, på hvis grund den lå, fik fra entreprenøren besked om, at den skulle fjernes i løbet af 3 dage, da den ellers ville blive bortsprængt. Jens Albert Larsen svarede, at så måtte de hellere sprænge den, da det ikke kunne lade sig gøre at fjerne den på den befalede tid. Et par dage efter kom entreprenøren dog igen, og nu ville man købe den. Også den blev sikret med græstørv og anvendtes til bolig for skiftende lejrkommandanter , Hytten findes stadig, og benyttes nu til sommerhus.
Den vandfyldte pansergrav , der stadig kan ses nord for Limfjordsvej, var 4 meter bred og i midten 3 meter dyb, Bunden skrånede op mod bredderne, Disse var forstærkede med nedgravede granpæle for hver 0,75 meter. Pælene var foroven med jerntråd forankret til nedgravne pæle et stykke inde på land, men skjult af en græstørvbelægning. Vandret var hele graven dækket af et sløringsnet bestående af hønsevæv med indflettede lyng- og græstotter og var altså usynlig fra luften. Mærkeligt nok var indgangene til de forskellige bunkers ikke sløret, såvidt Gustav Thomsen kan huske. Han kom en overgang i lejren som reservepostbud.
Forsvarssysternet var yderligere udbygget med 3 rækker pigtråd med 9 tråde i hver række. Endvidere var der foran pansergraven i retning mod Draglukket anlagt et minefelt, og da en del af dette område nord for Limljordsvej tillige blev brugt som Øvelsesområde bI. a. til håndgranatkast, lod lodsejerne efter krigen deres kreaturer "afprøve" arealet, før de selv var glade for at færdes over det.
Inden hele lejrområdet blev indhegnet af pigtråd, kunne lodsejerne godt lade deres kreaturer græsse der, selvom tyskerne sommetider truede med at lade dem skyde. Men da først pigtråden var sat op, fik dette en ende.
Sideløbende med anlæg af grav og bunkers byggede man et antal barakker. Som før nævnt var disse af træ, men på cementfundament. bortset fra kekkenbarakken, der var grundmuret, og hvis cementgulv man stadig kan se et hjørne af. Hver barak kunne rumme 80 mand.
Naboer til lejren.
Lejren blev i første omgang anvendt til hvileperioder for fronttrætte soldater. Disse vidste, at hvis de ikke opførte sig ordentligt overfor civilbefolkningen, så var det afgang til fronten igen, og man kender til et tilfælde, hvor det skete.
Jens Albert Larsen, der var en af lejrens nærmeste naboer, og på hvis jord den også lå, fortæller, at i begyndelsen måtte soldaterne godt købe mad hos den stedlige befolkning, hvad man ikke var så glade for, da de nærmest boende selvfølgelig tiest fik besøg, og næsten alt var strengt rationeret. Der kunne være op til 300 soldater i lejren ad gangen, og på et tidspunkt var der både ungarere og russere.
Fru Marie Skjærbæk fortæller fra denne tid, at de ungarere, der var i lejren, ikke blev særlig godt behandlet af de tyske soldater, hvorfor de tit kom til døren for at tigge eller købe lidt spiseligt, men at man ikke havde ret meget at give væk af. Dog husker hun, at hun en dag forbarmede sig over en ung tysk 16-års knægt, - så unge mænd indkaldte man til soldatertjeneste i krigens sidste måneder, - der under en øvelse lå bag sit maskingevær i hjørnet af deres have. Han både frøs og var sulten, så hun stak en madpakke ud til ham og fik et taknemligt smil til tak. En både kristen og medmenneskelig handling, der tjener Marie Skjærbæk til ros, men som hun dengang end ikke turde fortælle sin mand om.
Også private måtte til tider tage mod indkvartering. Bl.a. blev det Skjærbæks pålagt at skaffe plads til to kantinepiger fra lejren. De fik Skjærbæks gæsteværelse, der i dag virker meget lille til to personer, men her boede de, og der var låst af ind til privaten. Det voldte ikke problemer, men en aften, hvor de to piger holdt fest, - de havde dog taget entreen til hjælp, - blev støjen for meget for Skjærbæks, og ved totiden om natten måtte de banke på den låste dør og bede om ro.
Det havde været interessant, om man havde haft nogle oplysninger om den daglige tjeneste i lejren, men en skriftlig forespørgsel til en daværende tysk officersaspirant, Lorenz Ohlig, der i dag bor i Offenback i Hessen, og som i krigens sidste måneder var stationeret i lejren, har ikke bidraget væsentligt til yderligere oplysninger om forholdene i belægningen.
Han skriver i uddrag: »Jeg blev indkaldt i 1940, og var altså soldat i mere end 5 år. Nu bagefter undrer det mig, at jeg uden så meget som at blive såret, kom hjem igen. Mere end een gang hang mit liv i en meget tynd tråd.
Hvad mit ophold i Lyngs angår, så var dette meget kort.Det må have været i begyndelsen af april 1945 . Vi var en artillerienhed. og blev forlagt fra Muhlhausen i Thuringen til Danmark for at danne en afværgefront på højde med Haderslev. Det blev dog ikke til noget.
Da vi rykkede ind i omtalte lejr ved Lyngs, var den tom. Der havde været en antiluftskytsenhed før os. Lejren var en gennemgangsstation. Jeg husker, at der lå pigtrådsruller ved indgangene. men lejren var ret åben, vi kunne uden kontrol benytte en udgang bagud. Det var her, jeg faldt i snak med Kristian Fomsgaard, og selvom han sikkert ikke var så glad for det, fik lov til at køre hans heste. Efter krigen har jeg besøgt Lyngs, og der er opstået et venskab mellem Fomsgaards og vore børn, som jeg er glad for og stolt over.
Jeg kan ikke hjælpe Dem med yderligere oplysninger. Jeg husker kun, at det var dejlige dage, vi vidste, at krigen snart var slut. Hitler kunne ikke vinde den, men åbentlyst turde vi ikke tale om det, det kunne være livsfarligt. I min alder - 75 år - vil jeg næppe endnu engang kunne besøge mine danske venner. Skulle det mod forventning ske, vil det glæde mig at hilse på Dern.«
Med hjertelig hilsen
Lorenz Ohlig.
De sanitære forhold.
Lejrens forsyning med vand blev klaret af 3 brønde inden for området. Varme forsyningen i kommandantens beboelse blev klaret med en opstillet, firkantet støbejernsovn med kornfurringe. og da Lyngs KFUM efter krigen overtog hytten, bar denne ovn tydeligt præg af at have været fyret rødglødende. Barakkerne har sikkert haft lignende ovne installeret, men deres brændselsforbrug har nok været mere moderat. Men var der brændsel nok, sparede man ikke på det. Gustav Thomsen husker, at han i vinteren 1945 var på skovarbejde på Helligsø Drag, hvor der nu er ommerhusområde.
Her havde tyskerne anlagt en skydebane. Den dag var et kompagni soldater til baneskydning, og i skovkanten havde de gravet et bålsted ca. en meter dybt. Det var fyldt helt op med trægløder, og rundtom stod soldaterne og varmede fingre, inden de skulle skyde. Den følgende dag var der stadig god ild i gruben, og i en kritisk brændselssituation var dette vel misbrug.
Toiletforholdene var de for feltsoldater normale. Latrinrender gravet i jorden - med en planke på hver side til at sætte fødderne på. Når renden var fuld, blev den dækket med jord og forlænget et passende stykke. Dog havde lejrkommandanten sit private »Das«, et lille træskur med hjerte i døren, spand og siddebræt. Efter befrielsen overtog Lyngs KFUM også dette klenodie.
På et senere tidspunkt støbtes der latrin - den findes stadig - og man traf aftale med en landmand om at være aftager, når den skulle tømmes; gødning var også en mangelvare på det tidspunkt. Vedkommende landmand fik lavet en slags gylletank af træ, der var udformet, så den passede på en almindelig arbejdsvogn. Foroven var en lem til påfyldning og bagud et spjæld til tømning på marken.
Soldaterne og senere flygtningene skulle selv sørge for påfyldning. Hvorvidt det økonomisk var en fordelagtig forretning kan der nok sættes et spørgsmålstegn ved. En mark skulle ligge brak til formålet, da gødningen skulle plejes ned straks. Gødningseffekten var til gengæld så stor, at en svidning af afgrøden blev resultatet det påfølgende år.
Civil trafik gennem lejrens område.
Lejren forårsagede ikke den helt store gene for almindelig trafik. Hovedvejen var helt fri for afspærringer af nogen art, og den smalle strimmel strand sydvest for var ikke inddraget i lejrområdet. Hvor Limfjordsvej gennemskar lejrområdet. lå både mod øst og vest spanske ryttere parat til at lukke vejen med, men ingen har set dem brugt. Derimod husker Gustav Thomsen, at der var en spærrebom ved selve pansergraven, og at han der slap igennem med et læs brænde sidst på vinteren ved at følge tæt op i bagenden af en vogn med græstørv til lejren. Det kneb for vagterne at holde rede på trafikken og skelne, hvad der var materialer til dem selv, og hvad der var lejren uvedkommende og skulle vises udenom.
Som tidligere nævnt gik Gustav Thomsen en overgang reservepost i Lyngs og skulle derfor også aflevere post i lejren. Del var i oktober måned 1944. Den første morgen han ankom, blev han set noget an, da han jo ikke var rigtig uniformeret. Men det røde armbind med posthornet gav dog en vis garanti, og han blev eskorteret af en bevæbnet vagt fra indgangen ved hytten og til afleveringsstedet ved kommandobunkeren 150 meter syd for. Og han havde selvfølgelig tilsvarende eskorte tilbage igen.
Gener for befolkningen.
Ud over de før nævnte gener med soldater, der ville købe mad hos civilbefolkningen, var der selvfølgelig også andre. Bl.a. fortæller Jens Albert Larsen, at når nye militærenheder ankom til stationen i Lyngs og marcherede ud til lejren, hændte det, at de blev ledsaget af et militærorkester. Ved en sådan lejlighed skete der det, at da orkesteret efter en pause igen satte ind med horn og stortromme, blev J. A. Larsens 3 heste, der gik i en indhegning, så forskrækkede, at de satte gennem hegnet og i panik rendte langt væk, før de blev indfanget igen. En af hestene blev aldrig rigtig sig selv igen efter den tur.
Flygtningene.
Allerede i marts 1945 kom de første flygtninge til lejren. Det var kvinder, børn og ældre mænd fordrevet fra deres hjemstavn i Østeuropa. Der kunne komme op til 200 ad gangen, frysende, syge og i en elendig forfatning efter flere ugers march og transport i uopvarmede godsvogne. De blev på stationen afhentet af soldater fra lejren, og man fortæller, at disse arme mennesker kunne få lov til at stå opmarcheret på stationspladsen i regn og blæst i op til et par timer, før de blev ført ud j lejren. Man oplevede, at mødre stod til disse appeller med deres nyfødte, men døde børn i deres tasker, vel i håb om at kunne få dem begravet på kristelig vis.
Det kunne ske, at der læssedes flygtninge af på stationen, uden at. der var meldt ankomst for dem, og så måtte lejren holde for, indtil der blev foranstaltet indkvartering til dem andre steder.
Flygtningepresset var til tider så stort, at der sammen med soldaterne kunne være 7-800 beboere i lejren. En gang måtte 40-50 flygtninge overnatte i den lille ventesal på stationen. Der var simpelthen ikke plads til flere ude i lejren.
Når Lyngs fik så rigelig en andel af de 250.000 flygtninge, der kom til landet i marts-april 1945, skyldes det måske, at denne lejr lå så nær en jernbanestation og derfor kom til at fungere som en slags gennemgangslejr. I hvert fald så man i disse 2 måneder daglig større eller mindre flygtningegrupper på vejen mellem Lyngs og Hvidbjerg, hvor Centralskolen også var beslaglagt af værnemagten.
I denne periode blev også skolen i Lyngs, nu forsamlingshuset, beslaglagt og indrettet til lazaret med en feltlæge tilknyttet. Dog fik daværende førstelærer Peter Gade lov at blive boende i sin lejlighed. Men andenlæreren Peter Billeskov måtte flytte ud. Familien fik midlertidigt ophold i det hus, der ligger lige over for Lyngs kirke. Lærer Gades datter, Edel Juul Gade fortæller, at kun skolens nordre halvdel blev brugt til lazaret, og at hun husker, at der hver morgen kom et hold soldater marcherende, som skulle til læge, og at de tyske sygepassere gik rundt i førstelærerens have.
I Lyngs beslaglagde man ydermere stationen, missionshuset og det forhenværende afholdshotel. Dette lå lige syd for missionshuset, og der var hestestald til, og den havde tyskerne brug for.
Den forøgelse af lejrens beboerantal, som flygtningestrømmen medførte, gjorde ikke de sanitære forhold bedre. Bl.a. var rotteplagen forfærdelig, og man fortæller, at ved dødsfald måtte der holdes vagt ved liget, indtil man fik fat i en kiste.
Kapitulation.
Kapitulationen ændrede for en kort tid forholdene i lejren. Den blev umiddelbart efter d. 5. maj rømmet for både soldater og flygtninge. Pinsedag d. 20. maj var lejren i hvert fald tom og åben. Der var nok »Adgang Forbudt-skilte, men ingen til at håndhæve forbuddet. Senere på sommeren tog Dansk Flygtningeadministration lejren i besiddelse, og påny blev der anbragt flygtninge i den. Årsagen var, at belagte skoler, missionshuse og andre private og offentlige bygninger hurtigst muligt skulle frigives til normal brug igen, hvorfor man samlede flygtningene i eksisterende lejre.
Under dansk bevogtning og administration.
Lejren er sandsynligvis taget i brug igen allerede i midten af juli måned. l hvert fald står der i Thisted Amts Tidende en notits om, at flygtningene rømmer Hvidbjerg. Vestervig og Hvidbjerg v.Aa skoler, og at de er samlet i barakker j Agger, Helligsø og Lyngs.
1. august bliver Carl Kofoed i Hvidbjerg indkaldt som CB-er (civilbetjent),for at forrette vagttjeneste i lejren sammen med andre thyholmboere, bI. andre Ivar Holm, Jeginde og Peter Thing, Bjørndal.
Sidstnævnte fortæller, at hans hold blev indkaldt til at møde på politistationen i Hurup. De var 13 mand ialt, og blev vist ind i en af cellerne, hvor der på gulvet lå en dynge uniformer. De fleste blå, men næsten alle beskidte og lasede. Når de havde fundet et par benklæder og en jakke, der nogenlunde passede i størrelse, var der omklædning i en tilstødende celle, og så gik turen ud til skytteforeningens bane på Ashøje. Her skulle hver mand skyde 10 skud med et tysk militærgevær , - nogle havde aldrig haft et skydevåben i hånden før. Da det var sket, fik de at vide, at rekruttiden nu var forbi, og at de næste morgen skulle stille til vagttjeneste i lejren ved Lyngs.
I lejren var den gamle spejderhytte blevet skilt fra det øvrige område og indrettet til vagtlokale.
Her stod stadig den store ovn fra kommandantens tid, og i arv var også en kæmperadio med indbygget pladespiller samt 10 plader, der efter Carl Kofoeds hukommelse blev afspillet døgnet rundt med en styrke, der kunne høres helt til Y dby.
Fra militærlejrens tid stod der i lejrens vestkant et udkigs- og vagttårn, knap synligt over trætoppene. Dette tårn blev dog ikke benyttet af CB-erne. Vagterne måtte i det hele taget ikke komme inden for det nu opsatte trådhegn, og deres opgave var lige så meget at holde udefrakommende personer ude, som det var at holde flygtningene inde.
Det første var ikke altid det letteste, og når det blev konstateret, at uvedkommende befandt sig inde i lejren, blev kriminalpolitiet i Hurup alarmeret og foretog en eftersøgning. Man kender tilfælde, hvor sådanne uønskede gæster blev fundet, selvom de havde skjult sig under gulvbrædderne i barakkerne.
Vagttjeneste.
At vagterne tog deres opgave meget alvorligt, fremgår af følgende episoder: En kriminalassistent fra Hurup ankom uanmeldt til lejren en sen aften, og da han ikke standsede hurtigt nok på anråb, skød vagtposten et varselsskud for fødderne af ham. På kontoret i Hurup skulle han senere have sagt: ”Om så alle beboerne i Lyngs-lejren blev meldt flygtet, skal det ikke få mig til at tage derud ved nattetid; det har jeg mit liv for kært til.”
Ved en anden lejlighed ser en patruljerende vagt, at en tysk bil har gjort holdt på hovedvejen, og at tre personer på en mistænkelig måde sniger sig ind mod lejren i fuldt dagslys. Via et felttelefonanlæg indberetter vagten dette til vagtkommandøren med forespørgsel om, hvad han skal gøre. Han får ordre til at skyde varselskud mod dem, og de returnerer omgående til deres bil og forsvinder. Det blev aldrig efterforsket, hvem det havde været.
På baggrund af vagtmandskabets særdeles mangelfulde uddannelse på det skydemæssige område, må det undre en senere tids skytter, der er underkastet helt anderledes strenge uddannelsesmæssige krav til sikkerhed ved omgang med skydevåben, at der ikke skete alvorligere ulykker. Alene den måde, en af CB-erne på nedenstående foto holder sit gevær
på, vidner ikke om nogen dybere forståelse af eller respekt for, hvad det er, han har mellem hænderne.
Peter Thing fortæller, at da hans hold begyndte vagttjenesten, fik det udleveret 250 patroner, men på grund af privat øvelsesskydning svandt beholdningen ind, hvorfor man på et tidspunkt anmodede politiassistent Thousig, Hurup om en ny forsyning. Det fik man ikke, men derimod en alvorlig belæring om omgang med skydevåben. lvar Holm, Jeginde fortæller samstemmende, at da han tiltrådte, var der i lejren en flagstang af normal højde, men efter 8 dages forløb var der kun 2 meter tilbage af den. Den blev nemlig brugt som skydeskive fra terrassen foran vagtlokalet.
Dette ukontrollerede forbrug af patroner havde til følge, at et af vagtholdene til sidst kun havde 3 patroner tilbage. Disse blev ved vagtafløsningerne reglementeret afleveret til tiltrædende vagt - til stor morskab for lejrens beboere, hvoraf en var krigsinvalid og vant til en betydelig større ammunitionsforsyning i lignende situationer, end han kunne se var tilfældet her.
Indenfor hegnet.
På et eller andet tidspunkt må der være blevet opsat et regulært hegn omkring lejren, i hvert fald var der, som ovenstående foto viser, et sådant i efteråret 1945, og vagterne måtte ikke have samkvem -fraternisere- med beboerne indenfor. Kun få af vagterne kunne også tysk. Allerede ved etableringen af lejren i foråret 1944, var der ført elektrisk strøm dertil ved hjælp af tråd og isolatorer monteret på ubarkede træstammer, en normal tysk fremgangsmåde. Beboerne lavede selv deres mad og havde depot for kartofler, kål og kålroer i en af de anlagte bunkers. Men hvordan og hvorfra andre levnedsmidler kom til lejren, har det ikke været muligt at få oplyst. Dog leveredes der mælk fra andelsmejeriet Thyholm.
I selve flygtningetiden var lejrens beboere mødre med småbørn, unge piger i teenageralderen samt gamle mænd, og de var ifølge bevarede fortegnelser over døde og begravede, fortrinsvis fra Østpreusen. Dog var der, som før omtalt, også krigsinvalider imellem. Peter Thing husker bl.a., at en af disse var uhyggelig misdannet efter at have været under larvefødderne på et bæltekøretøj. Han var 35-40 år og utrættelig til at arrangere lege og konkurrencer for lejrens børn - dem der »gad« deltage; ligesom han arrangerede gymnastik for alle, der ville være med til det. Han forstod at sætte noget i gang, og han var meget værd for lejrens trivsel.
Men også filmforevisninger og gudstjenester blev arrangeret for lejrens beboere af deres egne landsmænd, som havde legitimation og kunne få adgang ved disse lejligheder.
Der kom jævnligt små grupper af flygtninge til Lyngs station efteråret igennem, og disse blev afhentet og eskorteret ud til lejren af bevæbnede vagter, en på hver side af kolonnen! Mon de har følt stor trang til at stikke af?
For nogle, men dog ikke ret mange, blev Lyngslejren deres sidste opholdssted. De fleste af dem døde i lejren. Dog bringer Thisted Amts Tidende en notits den 8. juni om, at en velhavende flygtning er død på Hvidbjerg sygehus, og at man i den anledning har foretaget en visitation af de flygtninge, der var indkvarteret på Hvidbjerg Centralskole, vel for at finde ud af, om disse havde tilegnet sig værdier fra den afdøde. Staten konfiskerede nemlig flygtningenes penge.
Af de døde var der 6 børn under 1 år og 8 ældre personer over 60. Det var naturligt nok de svageste, der bukkede under, selvom flygtningene i juli måned fik 2000 kalorier om dagen.
l øvrigt kan man i avisen se, at flygtningene var et problem. I Thisted er der d. 26. maj 1945 stadig forretninger, der sælger mælk og brød til tyske flygtninge, trods forbud herimod. Dog er det tilladt 2 forretninger at handle med flygtninge,men kun hvis disse kommer med henvisning fra kommandanturen. Den 30. i samme måned bekendtgøres i samme avis, at flygtninge, der viser sig i gaderne, skal anholdes.
Fire af de døde flygtninge blev begravet på Hvidbjerg kirkegård og 10 på Lyngs kirkegård. Yderligere blev der i Lyngs begravet en ca. 20-årig tysk soldat, der drev i land på Draget den 5. juni 1945. Begravelsen foregik den 7. juni, og daværende graver ved Lyngs kirke, Kristian Graugaard fortæller, at soldaten blev begravet uden kiste og i uniform og støvler, sådan som man fandt ham.
Fem af begravelserne i Lyngs foregik inden kapitulationen, hvorfor den ene naturligt nok blev foretaget af en tysk feltpræst, mens den daværende sognepræst i Hvidbjerg-Lyngs, pastor Hermansen foretog de øvrige, hvoraf 3 var på samme dag.
Det var dog ikke kun begravelser, at sognepræsten medvirkede ved. Den 28. august 1945 blev der i lejren døbt to hold søskende, i alt 6 børn født i tidsrummet 1943-1945.
Angående selve begravelserne fortæller Kristian Graugaard, at de blev bestilt ved ham, og at han, den tørste gang man kom ude fra lejren i det ærinde, ikke kunne forstå, hvad det var, de ville have ham til. De følgende gange, havde tyskerne tolk med.
Jordpåkastelsen blev som anført foretaget af sognepræsten undtagen eet tilfælde. Kisterne kom ikke ind i kirken, men ude ved graven blev der sunget et par salmer på tysk, ligesom pastor Hermansen også brugte dette sprog. Men der var ingen blomster eller kranse. Børnegravene lå i det sydvestlige hjørne af kirkegården, de voksnes i det nordvestlige, og gravene var forsynet med et simpelt kors af træ med pågældendes navn.
Få år senere ønskede den tyske stat at samle alle tyske statsborgere, der var døde udenfor Tysklands grænser, i store fællesbegravelser , og de på Thyholm begravede flygtninge blev gravet op igen og flyttet til en samlet begravelse ved Gedhus ved Karup, hvor der også havde været en stor flygtningelejr.
Kristian Graugaard, der overværede opgravningen, bemærkede da, at den føromtalte tyske soldats uniform og støvler tilsyneladende ikke havde taget skade af det lange ophold i jorden. Men det må have været et makabert syn.
Trods krig, besættelse og mere eller mindre letsindig omgang med våben og sprængstoffer, omkom kun een Lyngsbo i hele denne periode. Det var arbejdsmand Niels Peter Nielsen, kaldet Niels Fink, gift med Karoline Nielsen fra »æ Rønhus«. Han arbejdede en dag sammen med Niels Peter Hansen og Jens Anton Pedersen, begge fra Lyngs, på øvelsesarealet mellem jernbanen og lejren. Arbejde var også en mangelvare på det tidspunkt, og man måtte tage, hvad der bød sig til, uden at man af den grund blev betragtet som unational.
Niels Fink der kørte en vogn med hesteforspand for en vognmand, og som trods gentagne advarsler, altid skulle undersøge, hvad han fandt på jorden, arbejdede et stykke fra de andre to, da disse pludselig så ham bøje sig ned og samle en genstand op. Et Øjeblik efter lød der en eksplosion, og de så Fink blive løftet et stykke op i luften og derefter synke sammen. Han havde samlet en ueksploderet håndgranat op, og denne var så detoneret mellem hænderne på ham, lige ud for hans underliv. Han forblødte hurtigt. Jens Pedersen løb ind i lejren for at hente hjælp og blev i øvrigt arresteret, da han løb ud igen et andet sted. Soldaterne troede, at braget skyldtes sabotage. Men efter visitation blev han hurtigt givet fri. Niels Fink blev læsset på den vogn, han havde gået ved siden af, og kørt ind i lejren, hvor han stod et døgn, før der blev skrevet rapport. Derefter blev han kørt til Hvidbjerg Sygehus og gjort i stand til begravelsen, der foregik fra Lyngs kirke d, 6. marts 1945. Han blev 65 år.
Mærkeligt nok led hestene ingen overlast. Kun en af dem havde fået en splint i Iåret. Fink havde stået sådan, at han tog af for dem. Hans kone ville gerne have hans tøj udleveret, men det var man ikke meget for, da det kun var laser og ville afsløre, hvor ilde tilredt han havde været.
Lejren nedlægges.
Der var ialt ca. 210.000 tyske flygtninge j Danmark, og de kostede staten 750.000 kr. om dagen. Efterhånden blev de samlet i færre, men større lejre. .hvor der bI. a. var mulighed for skolegang for børnene, og midt i maj måned 1946 blev lejren i Lyngs tømt.
Dens beboere blev med særtog kørt til en lejr ved Ålborg. Aftenen før afrejsen var lederen af det statslige luftværn i Thy, hvorunder flygtningelejrene sorterede, skotøjsfabrikant N. K. Pedersen, Hurup samt politiassistent Thousig ude i lejren for at instruere Kaj Pedersen, Hørdum og Peter Thing, Hvidbjerg, der skulle med toget til Ålborg som vagter. De var bevæbnet med miIitærgevær og pålagt ved hvert ophold undervejs at patruljere på perronen og om nødvendigt skyde, hvis nogen ville stikke af - hvad absolut ingen forsøgte.
Men samtidig med denne instruktion, fik de besked om at gøre turen så billig som mulig, og at de skulle komme hjem samme dag.
Det sidste lod sig ikke gøre, da toggangen var meget langsom i de dage, og yderligere skulle særtoget vige for ordinære tog. Man fik dog flygtningene afleveret samme dag, men nåede kun tilbage til Thisted; så var der ikke forbindelse længere sydpå den dag. Altså måtte de finde et billigt logi samt en pølsevogn, hvor de kunne stille deres sult. Først næste formiddag kunne de melde sig tilbage samt aflevere kvitteringer på deres samlede udgifter, der i alt beløb sig til 34 kr. for 2 personers overnatning og forplejning.
Hvor meget CB-erne fik om dagen for denne vagttjeneste, er der ingen, der rigtig husker. Men ud over en lille løn, fik de hver et beløb til at holde sig med tørkost for, og så var der truffet aftale med i hvert fald Minna Kristensen og Marie Skjærbæk, der begge boede tæt ved lejren, om at servere et varm! måltid om dagen, og for dette fik de 2 kr. Peter Thing mindes, at maden både var rigelig og god trods streng rationering.
Lejren sløjfes.
Efter at flygtningeadministrationen, der som sagt blev varetaget af Statens Luftværn, som igen sorterede under Indenrigsministeriet, havde nedlagt lejren, blev området afleveret til ejerne og så betids i foråret 1946, at de dyrkede arealer kunne tilsås nogenlunde rettidigt. Pigtråd, pæle, træværk i bunkers og pansergrav. barakker og lignende blev solgt på betingelse af oprydning og bortfjerning. For dem, der købte pæle og bjælker, blev det en skuffelse. De knap 2 år i jorden eller under græstørv havde ødelagt træet, der jo havde været nyfældet og helt friskt, da det blev tildækket. Derfor var det meste råddent, og oprydningen blev da også udført yderst mådeligt. så en skarp iagttager vil i dag, små 40 år efter .kunne afsløre mange spor fra dengang, trods vejforlægning, nyplantning og sommerhusbebyggelse. Træbarakkerne blev først fjernet hen på efteråret. Den murede køkkenbarak lå som ruin i mange år, efter at de brugelige mursten var fjernet.
Der er lidt rester tilbage endnu ..
Den flere gange omtalte spejderhytte fik Lyngs KFUM - trods modtaget leje og senere fuld erstatning af den tyske værnemagt - lov til at overtage mod selv at fjerne de opstablede jordvolde hele hytten rundt. Dette skete ved frivillig arbejdskraft grundlovsdag 1946, og det blev en festdag, da man kunne tage den savnede hytte i brug igen.
Ingen havde tænkt på, at der ingen ejerpapirer blev skrevet; men senere sørgede amtsfuldmægtig Skaalum i Thisted for en retsmæssig overdragelse for det symbolske beløb af 250 kr.
Opkrævningen fandt aldrig sted.
For værdifuld hjælp fra de i denne artikel nævnte personer samt flere, der har bidraget med oplysninger bringes en stor tak.
Kort over området, hvor det nuværende sommerhusområde ligger.
Sommerhusområdet er udlagt ved bygningsvedtægt stadfæstet af Boligministeriet den 8. oktober 1963, og blev opmålt af Landinspektør Frederiksen, Hurup i maj 1967.
Kortet er fra perioden 1842 -1899.
Bemærk diget langs vandet.
Kortet fra fra perioden 1930 -1940
Diget eksisterer stadig på det tidspunkt.
Kortet er fra perioden omkring 1980
Bemærk at diget langs vandet er forsvundet.
Et stykke ude i fjorden kan der stadig ses rester af diget i form af mursten m.v.
På kortet er markeret strandlinjen i 1955 og i 1999. I denne periode har strandkanten flyttet sig omkring 25 meter på grund af erosion.